EN/UAKontakt osDeltagUkrainian-Danish Youth House
Ledig stilling: Projektmedarbejder

Ledig stilling: Projektmedarbejder

11-11-2021

Er du den, som kan være bindeled mellem danske og ukrainske unge fra Kyiv?

Det Ukrainsk-Danske Ungdomshus søger en projektmedarbejder til en tidsbegrænset stilling på to år til sekretariatet i Ukraines hovedstad, Kyiv, som skal styrke dialogen og samarbejdet mellem ukrainske og danske unge.

Det Ukrainsk-Danske Ungdomshus er en platform for unge, som skal styrke aktiv deltagelse, dialog og kulturudveksling i og mellem vores to lande. Ungdomshuset styres af et konsortium bestående af Dansk Kulturinstitut og Dansk Ungdoms Fællesråd.

Som projektmedarbejder vil du være med til at styrke det danske engagement i Ungdomshuset. Du får ansvar for at engagere, involvere og fastholde danske unge i Ungdomshusets virke og aktiviteter, som primært foregår i Ukraine.

Du skal være med til at opbygge strategiske partnerskaber med relevante foreninger og aktører i Danmark, og du vil støtte programudviklingen og konsolideringen af Ungdomshusets organisation samt bistå med strategiske kommunikationsindsatser rettet mod et dansk publikum i samarbejde med husets kommunikationsmedarbejder og vores kolleger hos Dansk Kulturinstitut og Dansk Ungdoms Fællesråd i København.

Du vil blive en del af et voksende sekretariat i Kyiv med engagerede medarbejdere, som brænder for formålet, i et fedt hus, hvor der er plads til forskellighed.

Opgaver:

  • Være bindeled mellem Ungdomshuset i Kyiv og danske unge, foreninger og uddannelsesinstitutioner
  • Udvikle og vedligeholde partnerskaber med relevante aktører i det danske civilsamfund
  • Sikre dansk repræsentation og vinkel i Ungdomshusets program i Ukraine
  • Hjælpe med kommunikation målrettet et dansk publikum
  • Koordinere danske gæsters besøg i Ukraine
  • Assistere med afrapportering, evaluering og fundraising
  • Assistere med koordination og afholdelse af dagligt program og aktiviteter
  • Ad hoc-opgaver

Kvalifikationer:

  • Relevant videregående uddannelse og 1-2 års erfaring med lignende opgaver
  • Erfaring med at arbejde internationalt,­ gerne i Ukraine, de øvrige østlige partnerskabslande (Belarus, Armenien, Aserbajdsjan, Georgien, Moldova), Baltikum eller Rusland
  • Erfaring med foreningsarbejde og frivillighed
  • Flydende på dansk og engelsk både i skrift og tale. Kendskab til ukrainsk og/eller russisk er en fordel
  • Gode kommunikationsevner både skriftligt og mundtligt
  • Løsningsorienteret, proaktiv og detaljeorienteret
  • God kulturforståelse og stærke værdier
  • Trives i et start up-miljø og kan styrke processer og strukturer

Ansættelsesvilkår
Stillingen ønskes besat per 1. februar 2022 eller efter aftale.

Stillingen er en tidsbegrænset ansættelse på to år med mulighed for forlængelse. Du vil referere til leder af Det Ukrainsk-Danske Ungdomshus Julie Arnfred Bojesen.

Løn efter gældende regler om medarbejdere ansat på individuel kontrakt under tjeneste i udlandet.

Ansøgning
Ansøgninger til stillingen skal være modtaget senest tirsdag 30. november 2021 kl. 12.

Ansøgning, CV samt øvrige relevante dokumenter indsendes elektronisk til communication@danishculture.com med ”Projektmedarbejder UDYH” i emnefeltet.

Samtaler afholdes i uge 49.

Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Yderligere oplysninger
Læs mere om Det Ukrainsk-Danske Ungdomshus her.

Spørgsmål vedrørende stillingen kan rettes til leder Julie Arnfred Bojesen på jab@theyouthhouse.org.